Mit navn er Anne og jeg er 34 år. Jeg er mor til Nola på 5 år, Ellie på 3 år og tvillingerne Bille og Molly på 5 måneder, som blev født d. 7. april 2021. Min tvillingefødsel var udramatisk, rolig og den dejligste kulmination på mange måneders unødvendige bekymringer.
Fra to til fire børn
Da vi fik beskeden om at der lå to små babyer i min mave gik jeg ærlig talt lidt i chok, fordi vi i forvejen havde to små børn på 2 år og 4 år. I samme sekund jordemoderen sagde tvillinger, blev jeg ramt af et lyntog fyldt med bekymringstanker.
I første omgang var det meget kropslige bekymringer. Kan jeg bære børnene helt til termin eller føder jeg for tidligt? Skal jeg have kejsersnit igen og hvordan bliver mit ar? Hvordan skal min krop klare at bære 2 børn på én gang? Vil det blive smertefuldt og mon min krop bliver efterladt med strækmærker, løst hud og delte mavemuskler? Hvad hvis der sker noget med én af babyerne og hvordan skal kroppen klare at føde 2 på én gang?
I dag ville jeg ønske, jeg ikke havde brugt så meget energi på bekymringer, for alt forløb ganske ukompliceret og jeg havde en virkelig god graviditet hele vejen igennem.
At acceptere vilkårene om et kejsersnit
Den ledende tvilling havde til alle scanninger ligget i hovedstilling, og jeg begyndte at glæde mig meget til oplevelsen af, at skulle føde vores tvillinger og prøvede at visualisere hele situationen. Jeg tænkte det måtte blive den vildeste dag i mit mit. Men omkring uge 34 havde den ledende tvilling vendt sig i underkropsstilling, så der blev bestilt et kejsersnit.
Jeg var ærgerlig over ikke at få muligheden for at føde dem selv, men efter lidt tid var jeg i stand til at acceptere at sådan var vilkårene. Der var på en måde også noget rart og trygt i, at fødslen nu lå i andres hænder og så var det også praktisk i forhold til pasning af de store børn osv.
Det var vigtigt for mig at se mine babyer
Da jeg var 38+1 mødte jeg fastende ind på hospitalet med min kæreste om formiddagen, og vi blev installeret på en dejlig stor stue, hvor vi også skulle være efter fødslen. Vi fik uddelt operationstøj og skulle ellers bare vente, til det blev vores tur. Ventetiden var underlig, det er jo en svær ting at forberede sig på, men vi var begge meget rolige og stemningen var let og hyggelig.
Fødselslægen kom forbi og hilste på, og vi talte igennem, hvad der skulle ske. Jeg fortalte at det var vigtigt for mig at se mine babyer, inden de evt skulle bæres væk, hvis de havde brug for lidt starthjælp og at det var en stort ønske at få dem op på brystet så hurtigt det kunne lad sig gøre.
Der kom to jordemødre og hentede os, og da vi gik ned mod operationsstuen, med den lille rullende vugge ved siden af, begyndte tårerne at trille ned ad mine kinder. Det var en blanding af lettelse over ikke at skulle være gravid mere og at jeg have klaret at bære børnene så langt i graviditeten. Men også en snigende usikkerhed og frygt over det næste der skulle ske.
Jeg havde så svært ved at forstå, at vi om lidt ville have to babyer i armene. Samtidig blev jeg også ramt af en nervøsitet over at skulle gennemgå en forholdsvis stor operation, i vågen tilstand. Jeg brugte min vejrtrækning fra smertefri fødsel til at holde nervøsiteten nede og holde samling på mig selv, og kunne tydeligt mærke, at hvis ikke jeg koncentrerede mig om at tage det roligt, ville angsten tage over, og det var jeg ikke interesseret i. Det her var min fødsel og jeg ville være til stede og “nyde” det øjeblik, hvor vores babyer kom til verden.
Det var slet ikke så voldsomt, som jeg frygtede
Jeg satte mig på operationsbordet og fik lagt rygbedøvelsen uden problemer, og den virkede hurtigt. Min kæreste sad på en stol ved den ene side af mit hoved, og ved den anden side stod den sødeste sygeplejerske og talte mig igennem fødslen.
Jeg frygtede det øjeblik, hvor de skulle skære maven op, men pludseligt sagde sygeplejersken til mig at de var i gang, uden jeg havde mærket noget og jeg blev lidt mere rolig. Det var slet ikke så voldsomt, som jeg havde frygtet, men det føltes alligevel vildt da de rykkede maven rundt for at kunne forløse børnene.
Selvom det sikkert kun har varet nogle få minutter, overraskede det mig, hvor længe det tog, før første baby blev født, men det skyldtes at jeg tidligere havde fået lavet et akut kejsersnit, så jeg havde en del arvæv de skulle omkring.
Jeg græd af overvældelse
Den første tvilling, Molly, blev født og den ene jordemoder fik hende i hænderne, og viste hende hurtigt til mig, men fortsatte ud til et lille rum, hvor de kunne hjælpe Molly ordentligt i gang med vejrtrækningen. Min kæreste fulgte med derud. Selvom jeg var forberedt på at de måske skulle have lidt starthjælp, nåede jeg alligevel at blive bange for om noget var galt.
Men et minut senere blev anden tvilling, Bille, født med et skrig og den anden jordemoder fik ham i armene og han kom med det samme op at ligge på mit bryst og jeg græd af overvældelse, glæde og forløsning. Ganske kort tid efter kom min kæreste med Molly i armene og så havde vi ellers hver vores baby, imens jeg lå og blev syet sammen igen.
Jeg husker, at jeg syntes det var underligt at min kæreste ikke var der, til at se Bille komme ud, fordi han jo var sammen med Molly. Og jeg syntes det var svært ikke at kunne se Molly ordentligt, fordi hun var pakket ind i en dyne og lå i min kærestes arme og jeg var så nysgerrig på at se hende og følte jeg gik glip af de første 20 minutters intens øjenkontakt.
Men mest af alt var jeg fuldstændig lettet, glad og taknemmelig over, at alt var forløbet planmæssigt og graviditeten fik en lykkelig slutning. Vi blev kørt tilbage til vores stue, hvor vi fik lidt at spise og drikke og jeg blev overvåget af de søde jordemødre og sygeplejersker. Der var sådan en rolig og dejlig stemning. Resten af dagen lå vi bare og kiggede på vores babyer, imens jeg langsomt fik følelsen tilbage i benene.
De første dage
De efterfølgende dage var hårde og udfordrende for mig og vi endte med at være indlagt i 5 dage i alt. De første timer efter kejsersnittet følte jeg at jeg havde “snydt” mig gennem fødslen, men den følelse stoppede efterhånden som bedøvelsen forsvandt. Jeg havde vanvittigt ondt efter operationen og blev irriteret hver gang sygeplejerskerne ville have mig ud at gå. Og jeg havde svært ved at få gang i maven igen, hvilket gav endnu flere smerter.
Mælken løb til og mine bryster var ved at eksplodere, så jeg kunne ikke ligge på siden. Ærlig talt så synes jeg, det var ret ekstremt at have gennemgået en stor operation og samtidig være der for to små nye væsener, som jeg i øvrigt skulle producere mælk til og lære at amme. Bare det at vende mig i sengen var utroligt smertefuldt, så for mig var det psykisk hårdt at være så fysisk udfordret, når jeg bare havde mest lyst til at ligge og putte med mine små babyer og havde brug for at kunne bevæge mig frit.
På tredjedagen var jeg virkelig opgivende og græd nærmest fra morgen til aften. Jeg savnede opmuntring og opbakning fra sygeplejerskerne. Men jeg tror ikke de så det, fordi alt så fint ud udefra. Ammeetableringen var godt i gang, jeg kunne selv lægge dem til brystet og der var massere af mælk. Men jeg var træt og træt af at have smerter i arret. Amningen gjorde afsindigt ondt og jeg var tynget af dårlig samvittighed overfor vores store børn, som ikke måtte komme på besøg pga. corona.
Jeg vidste dog af erfaring, at hormonerne løber afsted med mig på tredjedagen og næste dag kunne jeg igen se lyst på tingene. Jeg valgte alligevel at blive en ekstra dag, for at komme mig endnu mere, nyde roen og få lidt mere styr på synkron amning, inden vi skulle hjem til resten af børneflokken.
Det var utrolig dejligt at komme hjem og blive én stor familie, men jeg skulle også lige finde mig tilrette i det. Igen var jeg meget grådlabil, og det kom bag på mig, hvor overvældende jeg synes hele situationen var. Jeg skulle lige lære at navigere i de nye omgivelser og kunne rumme at der nu var to større børn, som krævede opmærksomhed og havde savnet os. Heldigvis var mine forældre hos os de første to døgn derhjemme, og stod for alt det praktiske. Det var en kæmpe gave.
Læs flere beretninger fra tvillingemødre.
Vil du også den din fødselsberetning? Klik her.
