Mit navn er Sofie. Jeg er 33 år og mor til tveæggede tvillingedrenge, Alfred og Arthur, fra maj 2020 og Laura fra februar 2017. Og så er jeg gift med Philip. Min tvillingefødsel var overraskende god, forløsende og næsten behagelig – kun næsten! Læs min beretning om fødslen af mine tvillinger her.
Ugerne op til min tvillingefødsel
At være gravid med tvillinger er nok altid specielt. På godt og ondt. At en tvillingegraviditet så falder sammen med en verdensomspændende pandemi og et nedlukket Danmark, gjorde ikke situationen hverken mindre speciel eller mindre fyldt af bekymringer.
I min første graviditet med vores datter, havde jeg ingen skavanker, ingen bekymringer om for tidlig fødsel eller usikkerheder om hendes vækst og trivsel i maven. Så det var svært ikke at bemærke den negative forskel, da netop den slags udfordringer endte med at udgøre størstedelen af især de ”sidste” 12 uger af graviditeten med tvillingerne. En konstateret graviditetssukkersyge i uge 26 satte tingene i gang, efterfulgt af både en begyndende svangerskabsforgiftning og en tvilling, der hele tiden lå omkring minus 20-30 % under gennemsnittet ved de jævnlige tilvækstscanninger, dog med gode flows.
Da jeg ramte uge 28 sendte en strid symfyseløsning mig i et dagligt smertehelvede – og så fik jeg pludselig den treårige hjem på fuld tid pga. nedlukningen af Danmark. Det var nogle hårde uger både fysisk og mentalt op til fødslen – men pludselig stod det klart, at jeg var én af de heldige tvillingegravide, der var kommet helt til igangsættelsen uden en for tidlig fødsel. Det føltes som at have vundet lotteriet. Hermed en beretning om selve fødslen, der på alle måder stod i skarp kontrast til den øv-agtige graviditet.
”Hej, jeg skal vist føde nu…”
Pludselig kom dagen. Den der lidt mystiske, mærkværdige og mindeværdige dag, som man med ærefrygt har i udsigt helt fra starten af en tvillingegraviditet: Dagen hvor man igangsættes, hvis man er nået så langt som til uge 37.
Mandag den 4. maj 2020 er på alle måder speciel. Jeg var 37+2 og havde med et glimt i øjet fået at vide, at jeg helst skulle føde inden torssdag, hvor der var helligdage og weekend… Man vil helst ikke have tvillinger født i weekenden, tjek.
Jeg skulle møde op på Nordsjællands fra morgenstunden. Min mand var ikke med, da han først måtte komme ind på hospitalet, når jeg var i aktiv fødsel. Han havde heller ikke været med til de mange scanninger af drengene, og vi følte os begge lidt utilpasse over tanken om, hvor lidt han havde haft mulighed for deltagelse og støtte – men glædede os til at være nået så langt, at han kunne være med til fødslen, når den endelig gik i gang.
Kl. 8.00 rullede jeg altså ind på hospitalet med min lille kuffert, da jeg havde fået at vide, at igangsættelsen kunne tage alt fra 1-5 døgn – uden mulighed for at tage hjem eller få besøg – alt efter hvilken slags igangsættelse det blev. Jeg tropper op på fødegangen og indser pludselig, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal sige til personalet, der sidder og kigger på mig, som om jeg er ved at indlogere mig på et hotel. Jeg får sagt noget i stil med ”hej, jeg skal altså føde nu”, og så er der ligesom hul igennem.
Personalet på hospitalets mange forskellige afsnit og afdelinger er nemlig nogle af de sødeste, varmeste og mest kompetente mennesker, jeg nogensinde har mødt i mine utallige besøg på hospitaler gennem tiden. Her tænker jeg på dem alle: sonografen, der scannede mig ved tilvækstscanninger, obstetrikere, jordemødre, børnelæger og sygeplejerskerne på neonatal. Deres hjertevarme og ro gennem alle de mange stadier af graviditet og fødsel, har helt klart været dét, der har givet mig en kæmpestor tryghed og følelse af at blive grebet, hver gang jeg har følt, at jeg snublede over mine følelser i hele forløbet.
En hurtig indvendig vurdering (og min første PCR-test) senere, og det konstateres, at man nemt kunne tage vandet, så Angusta-piller ikke ville blive nødvendigt. Jeg ringer til min mand, som netop har afleveret vores datter i vuggestuen for første gang i 11 uger. Han får pludselig travlt med at køre afsted og ringe til mine forældre (der jo så skal hente Laura og passe hende på ”ubestemt tid”).
Kl. 10.00 er jeg klar til at vralte med Philip ved min side ned ad gangen mod den fødestue, der viser sig at være som et værelse på et lækkert hotel. Hyggelig indretning, masser af dagslys, blid musik og en sanseskærm er bare nogle af de elementer, der får os til at grine til hinanden over, at det her nok er det tætteste vi kommer på et spaophold, nu hvor Covid-19 og tvillingerne snart raserer i vores liv. Jeg er meget klar på snart at få min krop for mig selv igen, væsken i kroppen er tyngende, smerterne i bækkenet og ribbenene gør livet lettere uudholdeligt, og jeg bliver sparket til plukfisk af lille Arthur indvendigt – men alligevel føles det meget særligt at sidde der i nogle minutter med min mand, inden det hele går løs.
Kl. 10.25 kommer den søde jordemoder og tager vandet. Meget udramatisk og med tid til grin og snak. Lidt efter dukker en fabelagtig børnelæge op – en høj fyr, der med hele sit væsen giver udtryk for, hvor meget han glæder sig til at være med til at tage imod tvillingerne. Han joker med, at han simpelthen har glædet sig så meget, at han håber på, at jeg lige kan føde dem inden kl. 18, hvor hans vagt slutter. Og lige der, midt i den gode stemning, går det op for mig i mit indre, at nu går det her løs.
Den eneste måde jeg kender til at føde er jo fra vores datters fødsel, som forløb relativt hårdt, da den begyndte med vestorm, presseveer i alle 7-8 timer (fordi hun åbenbart kom med hånden ud først), ingen mulighed for smertelindring og en pressefase på halvanden time, således at jeg var på vej mod kejsersnit, da jeg endelig fik klemt hende ud. Det er derfor i dét splitsekund, at jeg bliver både nervøs og en smule urolig over det hele.
At være monitoreret med dimser overalt føles pludselig ubehageligt. Drop lagt i hånden, hjertelyd nipset fast i Alfreds hoved, og en monitor rundt om maven for at have styr på Arthurs hjerterytme. Alt dette giver mig en smule klaustrofobi, som jeg ikke havde forventet. Ofte var jeg blevet præsenteret for det med, at der vil være mange mennesker til stede ved en tvillingefødsel, men jeg havde ikke tænkt på, hvor låst og bundet jeg var til enkelte stillinger og sengen. Jeg mærker derfor en snigende panik over, hvad de næste timer mon vil byde på.
Velkommen ve
Efter en halv times tid mærker jeg den første lille nivende ve. En lille, men ikke ubetydelig ve, der fortæller mig, at vi er i gang. Sikke en lettelse, at der ikke startede en vestorm som sidst, for den her gang kan jeg følge med. En række af veer står i kø, men de føles bare som veer – som dem jeg blev ”snydt for” i første fødsel, men som nu næsten føles hyggelige og velkomne.
Ved 11-12 tiden tager veerne til i styrke. De kommer drønende, gør mig indadvendt og fokuseret mod smerterne, og jeg har ikke megen mulighed for at kommunikere klart med hverken jordemoder eller Philip. Det bliver foreslået, at jeg prøver lattergas, selvom det fejlede grumt sidste gang. Endnu en gang skal det vise sig, at jeg bare ikke kan tage lattergas. Jeg giver det et forsøg, men bliver sendt i en slags febervildelse og hele min mave føles som om, den står i flammer. Kvalme og opkast følger med lattergas for mig. Dét skal jeg ikke nyde mere af.
Der forsøges med ilt i maske, men til sidst – omkring kl. 13.45 – mens jeg ligger og vrider mig, konstaterer jordemoderen ved et indvendigt tjek, at der ”altså stadig vil gå nogle timer”. Hun kigger på mig og siger med en fast og kærlig tone ”jeg ringer og bestiller en epidural, for det får du brug for”. Jeg nikker, kan ikke andet, men genkender den indvendige ensomhed og panik, jeg også havde i min første fødsel, fordi jeg faktisk er rædselsslagen for den berømte epidural – men jeg har hverken ord eller energi til rådighed. Jeg erkender, at jordemoderen ved bedst, da jeg nu befinder mig i et ægte smertehelvede ved hver ve, der bølger ind over mig, og jeg er som lænket fast i en dårlig stilling, jeg ikke kan komme ud af.
Der bliver ringet – flere måneder senere kan jeg i journalen se, at der er blevet ringet kl. 13.58, hvilket giver et sjovt perspektiv på, hvor hurtigt tingene kan gå.
En, to, tre – nu kommer vi!
Den ledende jordemoder fra fødegangen kommer ind for at tjekke op på situationen. Hun præsenterer sig, snakker lidt frem og tilbage med min jordemoder og peger ofte på skærmene og siger ting som ”hmm, det er da lige op over” og ”se den hjerterytme… han er da på vej”. Jeg noterer mig, at jeg er ret pjattet med tanken om, at Alfred er på vej, og at hende her ikke giver indtryk af, at der vil gå timer. Min jordemoder siger, at det jo kun er få minutter siden, at hun tjekkede indvendigt, hvor jeg kun var omkring 5-6 cm åben, men siger så, at hun da meget gerne lige vil tjekke situationen. Det gør hun så…
Og så går det løs
14.00. På én og samme tid sker følgende: Jordemødrene tjekker hver især op (av, for h**vede!), den ene kigger på mig og siger noget i retning af ”okay, Sofie, næste gang du har en ve, skal du ikke holde pressetrangen tilbage”. Samtidig styrter den anden ud på gangen, for at tilkalde de mange folk, der jo skal være med i festen.
Tilsyneladende sidder de fleste af dem i møde, men folk springer ind fra alle sider, og ”min ven” (børnelægen fra tidligere) kommer susende ind, mens han tager maske osv. på, kommer op på siden af mig og siger med verdens største smil ”hej igen, og tak fordi du lige lader mig være en del af det her”. Jeg tror ærligt talt, at alt jeg rigtigt registrerer i det her, er hans positive tilstedeværelse og min jordemoders fuldstændig rolige, men tydelige og faste stemme, der går klart igennem til mig, som om der ikke var andre på stuen end hende og jeg.
Jeg hører en spæd stemme ovre fra døren sige ”er det her, der skal lægges en epidural”, hvorefter min jordemoder for første og eneste gang bryder vores øjenkontakt og nærmest råber ”nej, der fødes babyer her”. En gylden kommentar, som jeg har gemt et særligt sted i mit indre mindearkiv.
For ja, det gjorde der. Der fødtes babyer. Alfred blev presset ud først – med hovedet først og et hidsigt skrig, som vi senere fandt ud af passede perfekt til hans personlighed senere hen. Jeg så ham i et splitsekund, hvorefter han blev fragtet videre over til håndklæde-nusning og vejning.
Philip fulgte med ham, og jeg havde for en kort stund glemt, at der jo skulle fødes én mere. Men børnelægen og jordemoderen fra tidligere holdt jo stadig om Arthur, der hele tiden havde ligget med numsen nedad. De gav det et hurtigt forsøg at vende ham, men igen talte min jordemoder klart og direkte til mig, da hun sagde, at Arthur skulle ud med numsen først, og at jeg selv kunne sige til, når jeg næste gang følte pressetrang. Det gjorde jeg hurtigt. En susende numse blev født, derefter lidt ventetid til næste ve, og ”svup” fødte jeg også Arthurs hoved. En lille – meget lille og en del mindre end forventet – stille fyr kom til syne. Ingen store skrig, men det sødeste lille krøllede myr blev fragtet direkte over til vejning. Og så var de ude.
De blev født kl. 14.09 og 14.17. Altså lige præcis 11 minutter efter bestilling af epidural og med kun otte minutters mellemrum. Bum bum…
Den korte version af eftertiden
Alfred vejede 2805 gram, hvilket var både forventeligt og tilfredsstillende. Arthur havde derimod været vurderet til at veje cirka 2300 gram ved tilvækstscanningen i uge 35, hvilket var udslagsgivende for, at han ikke blev ”taget ud” før tid. Men ved fødslen vejede han altså kun 2035 gram. Derfor fik jeg kun lige nogle (dejlige) minutter med begge drenge liggende på brystet, før Philip og drengene kørte mod neonatal, så Arthur kunne komme på sonde.
Jeg fik serveret lidt mad og blev i ro og fred syet sammen – faktisk kun et par sting og nogle helt overfladiske ridser, hvilket var mig selv dybt imponerende. Et lidt for stort blodtab, gjorde det nødvendigt med lidt drop og yderligere hvile. Omkring kl. 17 blev jeg forenet med mine tre – og vi fik den dejlige melding om, at Philip alligevel ville få lov at blive og sove på neonatal, trods de mange restriktioner. Det var en kæmpe lettelse, og vi havde faktisk to døgn sammen på neonatal, inden han tog hjem til storesøster og familien.
Arthur fik sonde, mens Alfred etablerede amning på fornemmeste vis. Han sørgede godt for både sig selv og sin bror, idet han hurtigt sørgede for store mængder modermælk, som Arthur kunne få i sin sonde.
Alfred selv blev mere og mere gul, så vi opdagede hurtigt, at han havde samme blodtype, som sin storesøster – og derfor var på vej mod samme ”immuniseret gulsot”, som var grunden til, at hun havde ligget i lyskasse i mange dage i sin tid (min blodtype er O, hvilket ”angriber deres 0 og sender bilirubin-tallene helt til tops allerede på det første døgn). Vi havde derfor forskellige ting, målinger, blodprøver og rytmer at holde styr på i løbet af den første uge, men alt i alt (i hvert fald, når man ser tilbage nu her halvandet år efter), gik det hele så fint, og vi havde faktisk en rigtig dejlig og hyggelig start på neonatal.
Igen er jeg personalet evigt og dybt taknemmelig. Det var ikke en selvfølge for mig, at de alle kom til at betyde så meget for mig og os – og vores start. Jeg bliver stadig helt rørt over, hvordan man kan møde den slags mennesker i den slags store livsvigtige og betydningsfulde situationer. Jeg kom hjem på THO med drengene, tog til ambulante kontroller og lige pludselig – efter tre uger – var vi frie. Min krop var fri. Drengene var frie og raske.
Hvor de sidste tre måneder af graviditeten føltes nærmest forfærdelige, føltes de første tre måneder efter fødslen fabelagtige. Og så startede livet og kaosset som tvillingeforældre, men det er en anden historie!
Læs flere beretninger fra tvillingemødre.
Vil du også den din fødselsberetning? Klik her.
