Mit navn er Sille. Jeg er 32 år og mor til enæggede tvillingepiger Emmie og Nova.
Efter mere end to års forsøg på at blive gravide lykkes det os endelig og endda med tvillinger! Her er min beretning om min tvillingegraviditet.
Hjerteblink
Jeg havde været til tidlig scanning i uge 6, hvor vi så hjerteblink for første gang. Da vi havde fået hormonbehandling, ville de tjekke op på, at alt var okay, så jeg kom til en ny scanning i uge 8, hvor der så pludselig var to hjerteblink.
“TILLYKKE i skal have tvillinger!!”
Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Jeg var fuldstændig i chok, for jeg havde slet ikke forventet, at vi kunne få tvillinger. Det tog flere dage, før det virkelig sank ind, at vi skulle have to babyer. På en gang!
Enæggede tvillinger
Da vi skulle til vores nakkefoldscanning i uge 13, kom vi ind til en jordemoder, som scannede mig og viste os to fine hjerteblink og at de helt klart var enæggede. Derefter scannede hun videre, men fortalte os ikke ret meget og sagde hun gerne lige ville have en overlæge ind og kigge med.
Vi blev selvfølgelig vildt nervøse og tænkte, at der var noget helt galt. Da lægen kom ind, forklare hun os, at hun ledte efter en hinde imellem tvillingerne, men hun kunne heller ikke finde den. Hun fortalte, at vi havde den sjældne tvillinggraviditet som hedder monochoriske/monoamniotiske, hvor tvillingerne deler både moderkage og fosterhinder. De ville derfor gerne have, at vi kom dagen efter til en ny scanning, for at være helt sikre på, at der ingen hinde var og forklare os mere, hvad det ville betyde.
Blev anbefalet abort
Så dagen efter havde vi to overlæger inde og scanne mig og de kunne stadig ikke finde en hinde mellem tvillinger. De fortalte, at vi havde en 60 % chance for, at de ville overleve, så de anbefalede os at få en abort. Vi spurgte ind til, hvordan det ville gå, hvis vi ikke fik aborten, og blev fortalt, at man kunne risikere, at de ville dø inde i maven, fordi de kunne snore sig rundt om hinandens navlestrenge, de kunne få TTTS, de kunne blive født alt alt for tidligt med større risiko for følgeskader og hvis vi valgte at forsætte skulle vi vide, at jeg maks. måtte gå til uge 32—33 og at jeg skulle have kejsersnit, da de kunne holde fast om hinanden, hvis jeg fødte vaginalt. De sagde vi kunne komme igen om 14 dage, hvis vi havde brug for at tænke over det.
Jeg var grædefærdig, da vi gik derfra. Vi blev dog ret hurtige enige om, at vi ville forsætte graviditeten og give det en chance, da vi havde prøvet så lang tid på at blive gravide og scanningerne viste os to raske børn. Jeg tror, vi ville have fortrudt det, hvis vi ikke gav det en chance.
En højrisiko tvillingegraviditet
Jeg blev scannet hver 14. dag for at tjekke op på tvillingerne. Det var det hårdeste, at gå i de 14 dage uden at vide, om der var liv derinde eller ej. Men det hjalp lidt på det, da jeg begyndte at mærke liv hver dag. Jeg var også meget bange for, at knytte mig til tvillingerne, for så ville smerten være for stor, hvis de ikke overlevede.
Siden jeg var helt ung, har jeg drøm om at blive gravid, så det var også et hårdt slag, at have en højrisikograviditet, for jeg kunne ikke få lov at nyde at være gravid, fordi jeg hele tiden tænkte det værste kunne ske. Vi ville heller ikke købe nogle ting eller gøre børneværelse klar, før de var kommet til verden og vidste, de ville blive. For tanken om at skulle skaffe sig af med tingene igen, kunne jeg slet ikke bære.
Jeg led heldigvis ikke af så mange graviditetsskavanker udover plukveer fra uge 19. Min jordmoder ville dog gerne have, at jeg gik ned i tid, da jeg arbejdede på et lager. Så jeg kom på deltid fra uge 18 og så kom corona, da jeg var omkring 20 uger og min virksomhed sendte alle gravide hjem og så blev jeg fuldtids sygemeldt.
Hyppige scanninger
Fra uge 27 blev jeg scannet en gang om ugen og fra uge 30 blev det til hver tredje dag. Det gav lidt mere ro i maven at se dem så tit, når vi nu var så tæt på.
I uge 27 fik jeg lungemodne medicin fordi de ville være klar til at tage dem ud, da den lille ikke tog så meget på i vægt og de overvejede om hun ville tage bedre på udenfor maven. Så jeg blev nu scannet hver uge men de havde det ret godt i maven, så de ville se tiden an.
Planlagt kejsersnit
Vi fik en dato for planlagt kejsersnit, som ville være uge 32+2. Jeg fik igen lungemodnende medicin i uge 31, så de var klar til at komme ud.
Uge 31+5. Jeg havde været meget tidligt oppe for at tage graviditetsbilleder. Jeg havde ikke rigtigt mærket tvillingerne den morgen, så vi fik ringet til fødeafdelingen, som ville se os med det samme. Da der var corona, måtte jeg ikke længere have min mand med ind, så det at skulle ligge der helt alene og ikke vide, om tvillingerne havde det godt eller ej, var rigtig hårdt. Jeg havde virkelig brug for en at støtte mig til. Men jeg fik målt tvillingernes tal og hjertelyd som viste, at de havde det godt. Jeg havde en tid til at blive scannet dagen efter, så de sendte mig hjem.
Hele aften spiste jeg is og drak isvand bare for at få lov at mærke, at de var derinde og alt var godt. Det var en meget lang aften og nat, men da de altid har været mest aktive om aftenen, var bekymringen ikke så stor, som den havde været om morgen.
Lægen ville have tvillingerne ud
Da jeg blev scannet dagen efter havde de igen været ret stille i maven hele morgen, men de viste fine tal, så lægen var ikke nervøs for om de havde det godt, men han var ikke glad for, at de var begyndt at være så stille og at jeg skulle tvinge bevægelse frem med isvand. Lægen syntes det var bedst, at de skulle ud den samme dag.
Jeg blev meget nervøs, for igen var jeg jo alene derinde, mens min mand ventede i bilen. Så ham fik jeg hurtigt ind og vi blev enige om, at de skulle ud, for nu var vi nået så langt og vi ville ikke risikere, at der skete noget i den sidste uge i maven.
Så det blev til et semi-akut kejsersnit senere på aftenen. Det hele forgik i et stille og roligt tempo. Vi kom op på fødegangen, hvor jeg fik måler på maven imens sygeplejerskens gjorde mig klar og fortalte, hvad der skulle ske. Vi følte os trygge og i gode hænder, hvilket hjalp meget på nervøsiteten.
Kl 17:42 og 30 sekunder efter havde jeg født to små dejlige piger på 1800g og 1370g.
Indlagt i fem uger
Efter to dage på Skejby blev vi overflyttet til neonatal i Randers og der var vi indlagt i fem uger, hvor pigerne skulle tage på i vægt og lære at trække vejret uden svingninger. Det var hårdt at være indlagt under coronaen, da vi ikke måtte få besøg, så alt støtte fra familie og venner forgik på sms og Facetime. I dag er pigerne 15 mdr. gamle og det eneste man kan se, at de er for tidligt fødte, er at de stadig er ret små, men de udvikler sig lige som de skal.
Læs flere graviditetsberetning her.
Vil du også dele din beretning? Klik her.
