Mit navn er Maria, jeg er 33 år, og er gift med J. Sammen har vi 3 børn; en pige på 6 år, og tvillingedrenge som er født i april 2021.
Vejen til vores familiekonstellation starter faktisk med fødslen af vores datter i 2015. Graviditeten var naturlig, og forløb uden komplikationer eller de store gener. Heldige os. Desværre ville hun bare ikke ud af sig selv, og jeg endte med et akut kejsersnit efter knap 27 timer med veer. Pigen er velskabt, alt er godt. Bortset lige fra mig selv.
Jeg husker at jeg havde svært ved at komme op og stå efter kejsersnittet. Sygeplejerskerne mente, der bare skulle lidt is på såret, og snakkede om, at stort set alle var oppe og gå indenfor et døgn, men trods utallige henvendelser og klagen over ubehag og rødme ved mit ar, mente personalet at det var klipsene som generede, og det hele ville blive meget bedre når de blev taget ud ved egen læge.
Nå men, for at gøre en lang historie kort, blev der overset en kæmpe infektion i min mave, som resulterede i 2 operationer, 1 måneds indlæggelse med I.V. antibiotika, og en tur på intensiv. Selvsagt er det ikke den bedste start som nybagt førstegangsmor, men vi kom igennem det, og lægerne mente ikke det ville få konsekvenser for senere graviditeter, eller hvis jeg ønskede at føde vaginalt næste gang.
Tiden gik og hverken J eller jeg var klar til at snakke yderligere familieforøgelse, da han var startet på uddannelse i København, 2 mdr. efter vores datters fødsel, mens jeg var kommet ind på min uddannelse i Aalborg, da vores datter var 13 mdr.
Vores datters første tid var en kæmpe mundfuld for os, og set i bakspejlet var den turbulente opstart nok krydret med en efterfødselsreaktion, som ikke blev opdaget. Tiden læger dog de fleste sår, og da jeg nærmede mig min bachelorafslutning, følte vi, at vi nu var klar til flere børn.
Et langvarigt fertilitetsforløb
Det skulle dog ikke være så nemt at blive gravid igen, og blødningsforstyrrelser sendte mig hurtigt til gynækologen. Her var svaret på undersøgelserne dog meget overraskende. En blodprøve havde vist, at jeg havde en lav ægreserve, og anbefalingen lød på, at vi gik direkte til IVF-behandling. BOM.
Pludselig var vi som par, meget nervøse for hvad alt dette ville betyde for os, for kun 3 år tidligere, da jeg blev gravid første gang, var der ikke en eneste tanke om at det ville blive os der fik problemer med fertiliteten. Efter en del overvejelser, besluttede vi at opstarte behandling på en privat fertilitetsklinik. Her betalte vi for 3 forsøg, for at være på den sikre side, men allerede ved første ægudtagning, blev lægerne noget forbløffede.
Der var rigeligt med æg. Faktisk så mange at de frygtede jeg kunne blive overstimuleret af hormonerne. En måned senere og 1 æg blev sat op, og 6 æg kunne komme på frys. Desværre var der ingen graviditet, men jeg fik min bacheloreksamen, og vi kunne få lidt ro på i sommerferien, hvor vi kunne prøve igen, inden jeg startede på kandidatuddannelsen. En del af de frosne æg gik til under optøning, men 3 oplægninger blev det alligevel til. Det var starten på vores langvarige fertilitetsforløb.
Hvis der er noget min mand og jeg har lært fra den første tid med vores datter, så er det at kommunikation og åbenhed er det absolut vigtigste, for at kunne komme igennem de ting i livet som føles tunge og svære. Fertilitetsbehandling er ofte et tabuiseret emne, men vi vidste at vi blev nødt til at snakke om det. Ikke kun med hinanden, men med alle som gad lytte. Ellers ville vi ikke kunne håndtere et børnehavebarn, min kandidatuddannelse, J’s job som ligger 50 min. kørsel fra vores hjem, og samtidig skulle igennem behandling. Der er ingen tvivl om, at det var det rigtige valg at være åbne. Ikke kun over for familie, men også venner, studievenner og kollegaer. Vi mødte kun støtte og opbakning på vores vej, og det gjorde hele situationen meget mere tålelig.
Desværre var ingen af æggene fra første udtagning vores såkaldte guldæg. 2. forsøg viste sig at have præcis samme historie. Massevis af æg ud, tæt på en overstimulering, masser af æg i fryseren. Et enkelt æg gav dog pote, men kun i en uge, så viste blodprøverne at også dette var en fuser. I mit baghoved begyndte det at nage mig, at lægerne fortalte vi var så sunde og raske, og de var sikre på at det nok skulle gå, selvom vi nåede til 3. udtagningsforsøg og igennem 5. og 6. ægoplægning, som også gik til grunde, efter de blot lige havde givet positive udslag.
Efter 6. oplægning og 6 skuffelser begyndte lægerne dog også at undre sig. Ægreserven var der intet med, sagde de, for jeg havde præsteret op imod 18-23 ægblærer i æggestokkene hver gang. Ved et tilfælde kom vi dog til at tale om mit forløb fra sidste fødsel, og jeg blev derfor sendt videre til gynækologerne på Skejby universitetshospital, der fandt ud, af at jeg havde uregelmæssigt væv bag mit kejsersnit, som følge af den store betændelsestilstand mit tidligere kejsersnit havde givet mig. Dette blev opereret, gjort mere jævnt, og vores 7. ægoplægning gav endelig pote!
Graviditeten sad i æggelederen
Nu var jeg gravid, og alle der fulgte med i vores forløb var sindssygt glade på vores vegne. Men lykken var kort, og få uger senere kom voldsomme smerter. En kontrol på IVF-klinikken, morgenen efter, viste at min graviditet sad i æggelederen. Jeg blev straks hentet med ambulance, som kørte mig til Skejby, hvor de fjernede min æggeleder, og derved også den lykke som havde varet så kort, men dog havde været der.
Vi blev slået fuldstændig ud, for ikke nok med at alle troede jeg var gravid, så skulle jeg både håndtere min egen (og min mands) skuffelse, nej nok nærmere sorg, over at miste noget som vi så længe havde ønsket os, men derudover skulle jeg fortælle igen og igen, hvad jeg nu havde mistet. Og det gjorde mere ondt. For alle mente det så godt, og vores nærmeste blev selvfølgelig kede af det på vores vegne, hvilket fik mig til at føle, at jeg også skulle bære deres skuffelse over endnu et mislykket forsøg.
Pause
Herefter havde vi 1 æg tilbage. 1 æg, så havde vi opbrugt vores 3 IVF forsøg. Og det var næsten ikke til at bære, da også dette fejlede. Lægerne var dog fortsat positive, da jeg jo havde været gravid, om end ægget havde sat sig det forkerte sted. Men så kom Covid-19, og lagde en dæmper på det hele. Både fordi det hele lukkede ned, men også fordi jeg nu havde arbejde som frontpersonale på hospitalet. Dette betød at jeg fra marts 2020 og næsten året ud, dagligt havde kontakt til patienter, som man mistænkte kunne have Corona.
Min mand og jeg blev enige om at vente lidt med flere forsøg, og jeg koncentrerede mig derfor om mit studie, arbejde, familielivet og begyndte at træne igen. Efter sommerferien havde jeg pludselig tabt mig 6kg, og det der Corona begyndte så småt at stilne af. Vi følte os dermed klar til at prøve igen, og kontaktede klinikken, for at købe 3 nye IVF forsøg.
Et nyt forsøg
Det havde uden tvivl gjort os godt at putte fertilitetsbehandlingen på hylden, og vi var klar med fornyede kræfter. Men pausen havde også givet plads til refleksion, og jeg kunne mærke, at selvom jeg ikke var et sekund i tvivl om beslutningen om at være åben om forløbet, så begyndte det at blive for hårdt at svare på de samme forhåbningsfulde spørgsmål, og både finde smilet frem for mig selv, men også andre. Jeg blev derfor lidt mere introvert, og fortalte ikke meget om det nye forsøg. Her prøvede vi lidt nyt medicin, jeg gik til fysioterapi og igen havde vi masser af æg.
Tidligere havde vi luftet tanken om at få lagt to æg op, men lægerne forsikrede at dette ikke ville være nødvendigt for os. Til den 9. ægoplægning nævnte vi igen at vi havde et ønske om at få sat to æg op. For at øge chancen bare en lille smule. Lægerne var heldigvis enige denne gang, da vejen havde været lang og fyldt med skuffelser.
På dagen for oplægning valgte jeg for første gang at køre turen til en ægoplægning alene. Lægerne præsenterede to æg, og modsat alle de andre gange, valgte jeg IKKE at tage et billede af skærmen. Og i ren angst for at jeg endnu engang ville blive skuffet, blev min mand og jeg enige om at denne gang holdt vi tingene for os selv. Vi fortalte derfor hverken om antallet af æg, datoen for blodprøverne eller om de uendelig mange urintests, som blev mere og mere positive. Mærkeligt nok var det en kæmpe befrielse, og langt de fleste fortsatte blot med at krydse fingre for os.
Svært ved at være i graviditeten
Vores held ville at jeg i den grad var gravid – med tvillinger! Men alle skuffelserne og ”lige ved og næsten” følelsen, blev ved med at sidde i mig. Faktisk så meget at jeg havde meget svært ved at være i graviditeten i 1. trimester, for selvom jeg vidste der var en lille bitte mulighed for tvillinger, så kunne det næsten ikke passe, da jeg aldrig rigtig fik samme voldsomme morgenkvalme, som i graviditeten med min datter. I ren panik, fik jeg derfor mange tryghedsscanninger, og hver gang var jeg rørt til tårer over at se de to små liv i min mave. To små liv, som ingen vidste noget om, udover min mand og jeg selv.
Det var den dejligste fornemmelse i verden at være de eneste to som vidste hvad der virkelig gemte sig i maven, og bare det at sidde og skrive om det, kan jeg blive helt sentimental og tænkte tilbage på tiden som noget dejligt. Faktisk nød vi det så meget, at vi ikke kunne se hvorfor vi skulle fortælle nogen om tvillingerne. Så når folk spurgte ind til graviditeten, snakkede vi om maven og baby, og undlod den ekstra “detalje”.
Det krævede dog en smule koordination i sidste ende, da vi følte os nødsaget til at fortælle nyheden til nogle bestemte. J’s forældre skulle vide det, da de skulle passe vores datter ifm. fødslen, og vi selvfølgelig ville fortælle hende det et par uger inden ankomst, så hun havde tid til at vænne sig til tanken.
Vores chefer skulle også vide det og jeg gik i gang med at planlægge barsel og sygemelding. Jeg havde sidste vagt på mit arbejde i uge 20. Derudover ville jeg fortsætte på mit studie så længe min krop fysisk kunne være med, for til dels at prøve at færdiggøre nogle svære eksaminer inden tvillingerne kom til verden, så jeg ikke skulle læse til eksamen med ammehjerne, men også så jeg kunne strække længden af barsel i den anden ende.
For hver uge jeg nærmede mig barsel, glædede jeg mig mere og mere til at holde pause fra studiet. De fleste uger gik med kontroller fordi det var svært at mærke tvilling A, da han var noget mindre end tvilling B. Dertil var graviditeten krydret med en sent opdaget graviditetssukkersyge, som også skulle håndteres, og selvom alle vores ekstra scanninger beroligede mig, og forsikrede at drengene havde det fint, så var jeg bare mentalt klar til at det hele snart fik en ende. Jeg havde selv været meget obs på fødslen med min datter, og havde nævnt forløbet overfor både fødselslæger og jordemoderen. Jeg var nervøs for at ende på intensiv igen, og at jeg for alt i verden frygtede komplikationer til et akut kejsersnit. Alle tog mig meget seriøst og lyttede og fik mig til at føle at det var mig der havde kontrol (så meget som man nu kan) over hvordan fødslen skulle foregå, hvilket gav mig ro og hjalp mig til at holde fokus på de sidste uger af studiet, inden barsel.
Januar og februar var forholdsvis nemme at komme igennem, men da jeg nåede marts og min 30. svangerskabsuge, stod skemaet på et 14-dages intensivt kursus fra 8-15 med en afsluttende eksamen på den sidste dag. Jeg er lykkelig for at jeg kom igennem, og ikke skal have det kursus nu hvor jeg er mor til tre, men set i bagklogskabens lys, var det fuldstændig vanvittigt at slæbe mig selv afsted hver dag. Hele den sidste uge foregik i konstant smerte, og dagene endte ofte i tårer over smerterne, men også sværhedsgraden af stoffet, når man egentlig bare har lyst til at sidde hjemme og være hormonel med en masse mærkelig mad og et sæt strikkepinde.
Efter eksamen var jeg udkørt, og glædede mig til at kunne nyde de sidste uger inden de nye familiemedlemmer kom til verden. Desværre var min krop dog nok en anelse for presset, for kun 2,5 uge senere, kom drengene til verden ved et fremskyndet kejsersnit i uge 34+5, grundet påvirket navlesnorsflow og en livmoderhals der var næsten væk.
Vores søde hemmelighed
Der sad vi så. Som nybagte forældre til tvillinger. Og ingen vidste, der var kommet to. På trods af den lidt tidlige fødsel, følte jeg dog at kejsersnittet og hele situationen i dagene op til, var en god oplevelse, helt modsat første gang, og jeg kunne ikke have håbet på en bedre fødsel. Indlæggelsen på neonatalafsnittet var en sej omgang, med et kæmpe savn til min datter, men indlæggelsen gav dog ro og muligheden for at få godt gang i en mælkeproduktion, stor nok til at brødføde begge drenge, og samtidig kunne donere store mængder til afdelingen.
Der var ikke den store udsigt til at vi kunne komme hjem lige med det samme, og der måtte ikke komme besøg på afdelingen, så vi valgte at fortsætte hemmeligheden lidt endnu. Vi havde nemlig haft en idé i hovedet, om at overraske venner og familie, når de kom på barselsbesøg, ved først at introducere den ene og derefter den anden tvilling.
Jeg havde nydt at have drengene helt for mig selv, de første 3 uger, mens vi var på neo. Ingen spørgsmål til tvillinger, fødsel, eller lignende. Ingen bombardementer af beskeder. Bare mig, J og drengene. Helt for os selv. Men efter hjemkomsten var vi i den grad mættet af hemmeligheden, og var klar til at afsløre det hele. Hver gang der kom et barselsbesøg, og vi fik afsløret drengene, skabte det følelsen af en umådelig stolthed og følelsen af at vores familie nu var fuldendt på den allerfedeste måde. Nu er det officielt: Mor til twins.
Læs flere graviditetsberetninger her.
Vil du også dele din tvillingegraviditet? Klik her.
